NYHEDSBREV, DECEMBER 2012.
Containeren til Siem Reap,(SR),CAMBODIA, med 90 computersæt, 9 printere, 40 borde og 120 stole, ankom allerede før skolernes sommerferie begyndte. Det var en stor fordel, da skolerne var åbne, da indholdet skulle fordeles til alle 8 skoler.
I år havde Workingschool inviteret Porjoua fra Luangprabang (LP) i Laos til at komme og besøge vore skole/computerprojekter i Siem Reap. Formålet med invitationen var, at han og Syden fik mulighed for at drøfte den videre udvikling af projekterne, at opleve at projekterne kan udvikles på mange forskellige måder, at støtte hinanden og give hinanden gode ideer. Desuden var rejsen også en påskønnelse til Porjoua for hans fantastiske arbejde for Workingschool i LP.
Der kom mange gode ideer på bordet, og Syden planlægger at rejse til LP i 2013 for at studere vore projekter der.
Jeg opholdt mig fra den 27.10 til 04.11 i SR og besøgte alle 8 skoler, der har modtaget computere m.m. Jeg må sige, at der er virkelig styr på undervisningen på alle skolerne. Der er skemalagt 2 timers daglig undervisning, og på hver af skolerne er der 2 lærere der underviser og kan støtte hinanden. En god ide, som Porjou vil gennemføre i LP, ved at efteruddanne og nyuddanne lærere.
Som sidste år var der arrangeret CONGRATULATION PARTY på Damnak School, med Nationalsang, dans, taler og taler og overrækkelse af certificater. Senere besøgte vi en klasse, der arbejdede med computerne. Deres lokaler er jo store og rummelige med plads til ca. 30 elever. Siem Reap TV var igen på plads og sendte det hele senere på dagen. Igen i år har jeg fået en DVD med begivenheden.
Inden afrejse aftalte jeg med Syden, at Workingschool i 2013 IKKE sender container til SR. Vi holder et års pause og bruger det udstyr fornuftigt, de allerede har modtaget.
Det blev en stor og inspirerende oplevelse for Porjoua. Han rejste hjem til LP med mange spændende ideer og masser af ”gå på mod”.